mandag den 16. februar 2009

Til Møn


Det er vinter og koldt udenfor. Derfor er det hårde odds når man gerne vil ud at fiske lidt havørred i ny og næ. Grundet den lave temperatur er ørreden et sløvt bæst og svær at få i tale. På denne årstid skal de søges i områder med lav saltholdighed.

Derfor valgte jeg at satse på en tur til Møn i sidste week-end. I min egenskab af kystturleder i Farum Lystfiskerforening havde jeg arrangeret en klubtur. Se mere om klubben på www.farumlf.dk.

Vi var 6 mand i 2 biler. Vi tog til et sædvanligvis godt spot på den østlige side af Møn. Stedet er godt fordi der er forholdsvis dybt med lavvandede områder ind imellem. De dybe områder er normalt lidt varmere og i de lavvandede kan solen varme lidt, således at mindre fødedyr bliver aktive. Det kan trække havørred...

Bare ikke til os denne gang.

Det var simpelthen det døde hav. Overalt. Vi pløjede 5 kilometer kyst uden at mærke det mindste. Talte med 4 andre fiskere som havde samme oplevelse.

Jeg må vente til det atter bliver varmere. DMI lover dog ikke dette på denne side af week-enden eller ugen derpå.

I må nøjes med et stemningsbillede denne gang.