Åen i Jylland

En af mine helt store passioner er at fluefiske. Det er for mig den bedste afstressning jeg kan komme i tanke om. Det starter allerede ved fluestikken hjemme i stuen hvor jeg - ofte i selskab med en enkelt single malt whisky - lader op til en kommende tur ved at binde et par fluer.

I sidste uge var jeg i Karup Å med et par af mine gode venner. Jeg er - trods min bopæl på Djævleøen - medlem af Skive og omegns lystfiskerforening. Denne forening har noget af det bedste havørredvand i verden når vi taler å-fiskeri. Chance for virkelig grov ørred i en meget smuk natur. Der er dagkortstykker med gode chancer, ligesom der også tages pæne fisk på de lukkede medlemsstykker.

Nu er jeg dog en ren novice udi fiskeri i netop Karup Å, men ting tager tid og jeg skal nok fange en fisk indenfor de næste 20 - 25 ture...

Jeg havde 2 1/2 dag ved åen, hvoraf den sidste 1/2 dag blev spoleret af drivende grøde fra skæring længere opstrøms. Dagen i midten blev forstyrret af kraftig vind, der gjorde det vanskeligt at lade fluekæppen ordentligt.

Vi boede hos navnkundige Mogens Styhr. Billigt logi et stenkast fra nogle af åens bedste sving. Mogens drillede os ved at fange en 4 kilos fisk. Vi fik ingen. Dog havde vi alle 3 kontakt til fisk i løbet af dagene, men det virkede mest som aggressionshug allerede nu.

Vi har aftalt at satse lidt mere på åen til næste år. Så lægger jeg et billede af fisk. Nu må I nøjes med et stemningsbillede fra svingene ved Vormstrup.

Birkebeinerrittet

Så blev det tid til at prøve kræfter med Birkebeinerrittet i Norge. 91 kilometer på mountainbike lyder måske ikke umiddelbart afskrækkende, men da jeg første gang så på højdeprofilen indtog jeg en mere ydmyg holdning.

Dagene op til selve rittet blev brugt til mental forberedelse, klargøring af cykel og indtagelse af politisk korrekt næring (kulhydrater).

Andre deltagere havde en streng akademisk tilgangsvinkel til rittet - dette kan man konstatere ved at læse forummet på http://www.birkebeiner.no/ - men på det punkt havde jeg en pragmatisk holdning. Herregud, det er vel bare at træde i pedalerne?

Vi startede i bil fra Oslo omkring ved 8 tiden om morgenen. Efter 3 timer nåede vi til Rena i fin form. En enkelt af mine holdkammerater var stærkt betænkelig ved sine evner og form, men ellers var humøret højt.

Jeg fik et nærmest ufrivilligt grineflip da vi entrerede startområdet. Næsten udelukkende mænd i alderen 40+ (og vægtklasser mere end 40+...). Danske motionsløb er lidt mere spredt i aldersfordelingen. Alle deltagere - undertegnede inkl. - var iklædt mere eller mindre spraglet outfit. Det hører sig til. De fleste cykler var også lidt dyrere end gennemsnittet. Det hører sig nok også til.

Starten - og løbet iøvrigt - var utroligt fint organiseret. Jeg var blevet indprentet at holde mig i ro de første 50 kilometer og så give gas. Med denne strategi gik jeg i sadlen lidt over middag - kl. 12:40 i pulje 69 - og begav mig ud på ruten sammen med nogle hundrede andre i samme pulje. Totalt stiller omkring 16.500 til start, hvilket gør løbet til et af verdens største motionsløb.

De første 15 kilometer gik det op, op, op og op. Derefter bratte nedkørsler vekslende med op, op, op og op. Meget bratte nedkørsler vekslende med meget bratte opkørsler (vi måtte gå) vekslende med at Nordmænd STOPPER HELT når de ser lidt mudder. Det gik sådan set fint de første omkring 50 - 55 kilometer.

Så kom der et skilt som sagde "Rosinbakken - 1.000 meter til toppen".

Det var "muren". Jeg gik ned. Helt ned. Det var en bakke der nærmest er at sammenligne med en slalombakke man tager bagfra.

De næste 20 kilometer - vekslende med op, op, op og op, derefter lidt brat ned etc. - gik på ren viljestyrke.

De sidste 20 kilometer ind til Lillehammer er næsten kun nedad, så det gik relativt nemt med omkring 70 kilometer i timen visse steder.

Jeg var så godt nok ret brugt da jeg kom i mål. Tiden blev 4:20:25, hvilket er 30 minutter fra mærkekravet i klassen, men dog bedre end jeg havde regnet med. Mine holdkammerater lå spredt fra 3:26 (han er ung) til 5:50 (han er også yngre end mig), så min tid er acceptabel.

Da jeg lå og gispede i mål var jeg enig med mig selv om at dette var første, eneste og sidste gang, men jeg må erkende at et par øl og efterfølgende væddemål (mænds natur) gør at jeg også stiller op i 2009.

Benene var dog ømme, men er i skrivende stund kommet sig, og går nu rundt ved Karup Å i Vestjylland.

Sportsånd?

Jeg sidder som så mange andre og følger med i OL i disse dage og uger. Inderst inde er jeg en sejlsportsfetishist, da jeg sejlede som barn og teenager. Idag har jeg motorjolle, men det er en anden sag.

Derfor var jeg med på sofaholdet der sad yderst i forbindelse med 49ernes dramatiske sejlads forleden. Derfor var det også sportsånd af højeste karat som kroaterne udviste ved at låne deres båd til danskerne da de var i bekneb.

Der er vel det som OL dybest set går ud på. Altså sportsånd.

Hvem ville ikke undre sig hvis Phelps gik i bassinet med lånte badebukser og der bagefter kom protester over det?

Dermed har jeg vel også indirekte udtrykt min holdning til spaniernes (manglende) sportsånd efterfølgende.

Lad os håbe at guldet forbliver hvor det er.

Ny vinkel på tingene...

Jeg har de sidste par uger døjet med ondt i håndledene efter ture på lågen i skoven.

Nu har jeg - efter anbefalinger i bogen "Mastering Mountain Bike Skills" af Brian Lopes - ændret vinklen på mine bremsegreb.

Jeg har ændret vinklen således at grebene flugter med mine bremsefingre, håndled og armstilling når jeg sidder normalt i sadlen. Tidligere var fabriksindstillingen sådan at grebene gik mere opad.

Dette lille "trick" har gjort at jeg nu ikke længere har samme problemer med håndleddene. Dette er sikkert basisviden for mange andre, men jeg har da lært noget nyt.

Birkebeinerrittet

Fik netop en mail fra min norske kollega Ole Anders om at jeg er tilmeldt Birkebeinerrittet i Norge. Rittet er for MTB. 90 kilometer.

Dem der kender Meridas MTB Marathon tænker nok "herregud", men i modsætning til Danmark og vort singletrack terræn i skoven, så er man i Norge stærkt fokuseret på hastighed og stigninger. Jo stejlere, jo bedre. Opad forstås...

Nu ligger mine erfaringer med stigninger primært på grusbakken opad i Værløse ved golfbanen. Den kan jeg så tage en 25 - 30 gange i stræk for bare at komme i nærheden af følelsen af det jeg åbenbart skal igennem på Birkebeineren.

Birkebeineren går fra Rena til Lillehammer, Håkons Hall.

Man kan se mere på http://www.birkebeiner.no/.

Jeg har så besluttet mig for at tage en 4 timers tur på lørdag. Mest for at vænne mine ydre ekstremiteter til at sidde i sadlen så længe.

Dyret...

Dette bliver min første blog. Som jeg forstår konceptet må det være noget med at skrive hvad man har på hjerte.

For en del år siden - mens ungerne ikke var i reden endnu - cyklede jeg en del racer. Det var (og er) en blå Battaglin. Dejlig cykel. Jeg har gennemført forskellige motionsløb på den, herunder Sjælland Rundt dengang det var natløb og altid regnede.

For nogle uger siden fandt jeg den blå frem igen. Kunne konstatere at den i cykelmotionistsammenhæng (!) nok har overskredet sidste salgsdato. Ihvertfald er CroMo rør på racere næppe gængs standard længere.

Jeg investerede derfor i en ny låge, men denne gang en MTB. Sandelig om det ikke også blev til en til fruen.

Med diverse udstyr er det en anseelig sum at erlægge for et par låger. Men: vi bliver da mere slanke (forhåbentlig) når vi brænder kalorier i skoven.

Første tur endte med en forstuvet hånd. Anden tur gik fint. Tredie tur var det røde spor i Hareskoven (fruen var på kvindetur med mtb.dk) og jeg drønede sammen med et par fyre fra Værløse og Bagsværd. Et birketræ stod pludselig midt på stien og jeg nedlagde mig selv i fin stil. En flækket læbe og svenskerfarvet skulder blev konsekvensen af denne investering i MTB.

Nu har jeg købt bogen "Mastering Mountain Bike Skills" af Brian Lopez på Amazon.De. Super bog. Jeg lærer næppe at cykle af en bog, men den har mange fine fine tips.

Så nu drøner jeg ud på tur rundt om Farum Sø.