Birkebeinerrittet

Så blev det tid til at prøve kræfter med Birkebeinerrittet i Norge. 91 kilometer på mountainbike lyder måske ikke umiddelbart afskrækkende, men da jeg første gang så på højdeprofilen indtog jeg en mere ydmyg holdning.

Dagene op til selve rittet blev brugt til mental forberedelse, klargøring af cykel og indtagelse af politisk korrekt næring (kulhydrater).

Andre deltagere havde en streng akademisk tilgangsvinkel til rittet - dette kan man konstatere ved at læse forummet på http://www.birkebeiner.no/ - men på det punkt havde jeg en pragmatisk holdning. Herregud, det er vel bare at træde i pedalerne?

Vi startede i bil fra Oslo omkring ved 8 tiden om morgenen. Efter 3 timer nåede vi til Rena i fin form. En enkelt af mine holdkammerater var stærkt betænkelig ved sine evner og form, men ellers var humøret højt.

Jeg fik et nærmest ufrivilligt grineflip da vi entrerede startområdet. Næsten udelukkende mænd i alderen 40+ (og vægtklasser mere end 40+...). Danske motionsløb er lidt mere spredt i aldersfordelingen. Alle deltagere - undertegnede inkl. - var iklædt mere eller mindre spraglet outfit. Det hører sig til. De fleste cykler var også lidt dyrere end gennemsnittet. Det hører sig nok også til.

Starten - og løbet iøvrigt - var utroligt fint organiseret. Jeg var blevet indprentet at holde mig i ro de første 50 kilometer og så give gas. Med denne strategi gik jeg i sadlen lidt over middag - kl. 12:40 i pulje 69 - og begav mig ud på ruten sammen med nogle hundrede andre i samme pulje. Totalt stiller omkring 16.500 til start, hvilket gør løbet til et af verdens største motionsløb.

De første 15 kilometer gik det op, op, op og op. Derefter bratte nedkørsler vekslende med op, op, op og op. Meget bratte nedkørsler vekslende med meget bratte opkørsler (vi måtte gå) vekslende med at Nordmænd STOPPER HELT når de ser lidt mudder. Det gik sådan set fint de første omkring 50 - 55 kilometer.

Så kom der et skilt som sagde "Rosinbakken - 1.000 meter til toppen".

Det var "muren". Jeg gik ned. Helt ned. Det var en bakke der nærmest er at sammenligne med en slalombakke man tager bagfra.

De næste 20 kilometer - vekslende med op, op, op og op, derefter lidt brat ned etc. - gik på ren viljestyrke.

De sidste 20 kilometer ind til Lillehammer er næsten kun nedad, så det gik relativt nemt med omkring 70 kilometer i timen visse steder.

Jeg var så godt nok ret brugt da jeg kom i mål. Tiden blev 4:20:25, hvilket er 30 minutter fra mærkekravet i klassen, men dog bedre end jeg havde regnet med. Mine holdkammerater lå spredt fra 3:26 (han er ung) til 5:50 (han er også yngre end mig), så min tid er acceptabel.

Da jeg lå og gispede i mål var jeg enig med mig selv om at dette var første, eneste og sidste gang, men jeg må erkende at et par øl og efterfølgende væddemål (mænds natur) gør at jeg også stiller op i 2009.

Benene var dog ømme, men er i skrivende stund kommet sig, og går nu rundt ved Karup Å i Vestjylland.