Åen i Jylland

En af mine helt store passioner er at fluefiske. Det er for mig den bedste afstressning jeg kan komme i tanke om. Det starter allerede ved fluestikken hjemme i stuen hvor jeg - ofte i selskab med en enkelt single malt whisky - lader op til en kommende tur ved at binde et par fluer.

I sidste uge var jeg i Karup Å med et par af mine gode venner. Jeg er - trods min bopæl på Djævleøen - medlem af Skive og omegns lystfiskerforening. Denne forening har noget af det bedste havørredvand i verden når vi taler å-fiskeri. Chance for virkelig grov ørred i en meget smuk natur. Der er dagkortstykker med gode chancer, ligesom der også tages pæne fisk på de lukkede medlemsstykker.

Nu er jeg dog en ren novice udi fiskeri i netop Karup Å, men ting tager tid og jeg skal nok fange en fisk indenfor de næste 20 - 25 ture...

Jeg havde 2 1/2 dag ved åen, hvoraf den sidste 1/2 dag blev spoleret af drivende grøde fra skæring længere opstrøms. Dagen i midten blev forstyrret af kraftig vind, der gjorde det vanskeligt at lade fluekæppen ordentligt.

Vi boede hos navnkundige Mogens Styhr. Billigt logi et stenkast fra nogle af åens bedste sving. Mogens drillede os ved at fange en 4 kilos fisk. Vi fik ingen. Dog havde vi alle 3 kontakt til fisk i løbet af dagene, men det virkede mest som aggressionshug allerede nu.

Vi har aftalt at satse lidt mere på åen til næste år. Så lægger jeg et billede af fisk. Nu må I nøjes med et stemningsbillede fra svingene ved Vormstrup.

Birkebeinerrittet

Så blev det tid til at prøve kræfter med Birkebeinerrittet i Norge. 91 kilometer på mountainbike lyder måske ikke umiddelbart afskrækkende, men da jeg første gang så på højdeprofilen indtog jeg en mere ydmyg holdning.

Dagene op til selve rittet blev brugt til mental forberedelse, klargøring af cykel og indtagelse af politisk korrekt næring (kulhydrater).

Andre deltagere havde en streng akademisk tilgangsvinkel til rittet - dette kan man konstatere ved at læse forummet på http://www.birkebeiner.no/ - men på det punkt havde jeg en pragmatisk holdning. Herregud, det er vel bare at træde i pedalerne?

Vi startede i bil fra Oslo omkring ved 8 tiden om morgenen. Efter 3 timer nåede vi til Rena i fin form. En enkelt af mine holdkammerater var stærkt betænkelig ved sine evner og form, men ellers var humøret højt.

Jeg fik et nærmest ufrivilligt grineflip da vi entrerede startområdet. Næsten udelukkende mænd i alderen 40+ (og vægtklasser mere end 40+...). Danske motionsløb er lidt mere spredt i aldersfordelingen. Alle deltagere - undertegnede inkl. - var iklædt mere eller mindre spraglet outfit. Det hører sig til. De fleste cykler var også lidt dyrere end gennemsnittet. Det hører sig nok også til.

Starten - og løbet iøvrigt - var utroligt fint organiseret. Jeg var blevet indprentet at holde mig i ro de første 50 kilometer og så give gas. Med denne strategi gik jeg i sadlen lidt over middag - kl. 12:40 i pulje 69 - og begav mig ud på ruten sammen med nogle hundrede andre i samme pulje. Totalt stiller omkring 16.500 til start, hvilket gør løbet til et af verdens største motionsløb.

De første 15 kilometer gik det op, op, op og op. Derefter bratte nedkørsler vekslende med op, op, op og op. Meget bratte nedkørsler vekslende med meget bratte opkørsler (vi måtte gå) vekslende med at Nordmænd STOPPER HELT når de ser lidt mudder. Det gik sådan set fint de første omkring 50 - 55 kilometer.

Så kom der et skilt som sagde "Rosinbakken - 1.000 meter til toppen".

Det var "muren". Jeg gik ned. Helt ned. Det var en bakke der nærmest er at sammenligne med en slalombakke man tager bagfra.

De næste 20 kilometer - vekslende med op, op, op og op, derefter lidt brat ned etc. - gik på ren viljestyrke.

De sidste 20 kilometer ind til Lillehammer er næsten kun nedad, så det gik relativt nemt med omkring 70 kilometer i timen visse steder.

Jeg var så godt nok ret brugt da jeg kom i mål. Tiden blev 4:20:25, hvilket er 30 minutter fra mærkekravet i klassen, men dog bedre end jeg havde regnet med. Mine holdkammerater lå spredt fra 3:26 (han er ung) til 5:50 (han er også yngre end mig), så min tid er acceptabel.

Da jeg lå og gispede i mål var jeg enig med mig selv om at dette var første, eneste og sidste gang, men jeg må erkende at et par øl og efterfølgende væddemål (mænds natur) gør at jeg også stiller op i 2009.

Benene var dog ømme, men er i skrivende stund kommet sig, og går nu rundt ved Karup Å i Vestjylland.