A Wish came through...

Jeg rundede et halvskarpt hjørne sidste lørdag. I den forbindelse havde min kære hustru lagt hovedet i blød omkring gavegivning, for hvad giver man manden der har alt (og som selv ønsker at købe det han mangler)?

Ved en tidligere lejlighed har jeg haft lejlighed til at pille ved et spændende fluehjul fra Island. En tekniker fra Gittes arbejde har hjulpet med levering og opstilling af en CNC maskine på Island. Denne CNC skulle blandt andet dreje aluminium og titan til brug for fluehjul. Teknikeren fik et hjul med hjem - en prototype - som jeg så fik lov til at savle over. Gitte kontaktede derfor atter teknikeren og fremskaffede den reelle produktionsudgave fra producenten på Island. Mod behørig betaling naturligvis.

Jeg fik dette fluehjul i fødselsdagsgave d. 10. Et hjul af mærket Wish fra Einarsson på Island. Modellen er Wish 7-plus. På papiret en idéel model til kystfiskeri i Danmark med liner #7/8.

En dejlig gave som jeg er meget glad for.

Fra de øvrige gæster modtog jeg fine gaver og en del penge. Pengene med klausulen "til gave efter eget ønske". Hvad er da mere naturligt end at give et nyt hjul en ny fluekæp? Jeg har ikke været helt tilfreds med min Scierra i hård vind på kysten, så jeg har et stykke tid overvejet at finde en anden stang til netop dette formål. En lidt hurtigere stang end Scierraen, men ikke så hurtig som f.eks. en Sage.

Jeg drog til Tackleshop her i Farum og talte med Ole. Han savlede også over hjulet og vi fandt en line der kunne passe, samt en ny stang. Valget blev en Guideline LPXe 9´ #7 samt en Guideline Coastal WF i samme klasse. Denne line udmærker sig ved at være intermediate med svagt synkende spids. Det er en god kombination her om efteråret / vinteren, hvor der dels ofte er rigeligt med vind, dels ofte er riflet overflade på vandet. En intermediate vil da ligge lige under bølgerne, samtidig med at synkespidsen sender fluen helt ned i hovedet på en ørred på lur.

Jeg var ude igår sammen med Niels. Jeg fangede en fin lille målsørred, der efter test af hjulets bremse og stangens fighteregenskaber, atter fik friheden med ønske om gensyn senere på sæsonen. Det var på en favoritplads på Vestsjælland. Fluen var en lille hvid mysis. Sikker medicin på denne plads og denne årstid.

Fly Fisher Federation Denmark

Havde en lille fisketur i FFFD regi til en ikke så kendt plads på Sjælland. Lagde ud i strålende solskin og havblik - forhold der normalt betyder "vanskeligt" fiskeri efter havørred.

Imidlertid spottede vi fisk allerede da vi stod ved bilerne for at klæde om, så dagen begyndte da godt i den henseende.

Fiskene var dog ikke i bidehumør. De fulgte fluen og stødte til den, men hugge ville de ikke.

Nu går jeg ret så konsekvent med små mysisfluer på denne årstid. De er enkle at binde og normalt gode til at trigge et hug fra ørred.

Dette skete da også efter at vinden var frisket betragteligt op. Der må gerne være bølger der brækker når jeg fisker, for så kan jeg fornemme at ørrederne er mindre sky.

Fornemmelsen var rigtig. Fisk til undertegnede og Lars (til højre). Dejligt.

Birkebeineren - igen...

Det er lang tid siden at jeg sidst har haft tid til at skrive på min blog, men set i lyset af at jeg atter har gennemført et Birkebeinerritt i Norge, da synes jeg at det må være på tide med endnu et indlæg.

Forberedelsen til 2009 udgaven af Birkebeineren startede sådan set allerede nogle timer efter at 2008 udgaven var vel overstået. Til dels som led i væddemål og moderat gruppepres fra mine norske kollegaer.

Så henover sommeren har jeg trænet omkring et par tusinde kilometer i skov og på landevej. Det kunne være blevet til mere, men tiden har ikke været til det. Til alt held har jeg fundet en træningsmakker på raceren, nemlig Bjarne som jeg iøvrigt kender fra Farum LF. Det er rart at blive "mindet om" at det er tid til at cykle. På MTB´en er det blevet til ture med selskab af fruen eller alene. Mine ture har primært ligget i skovene omkring Farum Sø og Værløse, samt på det røde spor i Hareskoven.

Birkebeineren 2009 startede hjemmefra (i bil) i strålende vejr og 26 grader. Da jeg nåede Norge og talte med mine partnere deroppe, kunne jeg konstatere et truende indslag af polarvind og regn på fjeldet ved Rena (hvorfra vi skulle starte).

Logistik setup var der ikke meget af: vi skulle fra Oslo til Trysil (i bil - cyklerne på taget i regnvejr), hvor vi overnattede næsten alene på det fine Radisson SAS hotel. Super mad og gode rum. Imidlertid bliver jeg altid 110% stresset når jeg skal cykle løb, så jeg endte med at få en noget middelmådig nattesøvn. På hotellet var de så venlige at lade os stille cyklerne i bagageopbevaringsrummet. Vi var ikke de eneste. Faktisk var der en del danskere (Rivette cykler). Vores kæder var allerede godt våde, så de fik en præventiv gang "Ultra Wet Resistant" olie.

Fra Trysil gik turen (i bil - cyklerne igen på taget) i p....hamrende regnvejr og cirka 7 grader plus til Rena kl. 05:30 om morgenen. Ole Anders skulle starte i en pulje kl. 8, mens Fredrik og jeg havde starttider henholdsvis 10:15 og 10:50.

Vi parkerede i Rena og begav os ud i mængden af cyklister, biler, kontrollanter og godtfolk iøvrigt. Stort og interessant show i sig selv. Jeg kan referere fra NRK´s undersøgelse: cirka 50% af cyklerne i dette løb koster over 25.000 NOK. Målgruppen er hovedsageligt mænd i alderen 35 - 55 år med en indtægt over 500.000 NOK om året. Således beriget med nyttig information kan man selv danne sig et indtryk af omfanget af arrangementet og Norges BNP.

Det er et utroligt velorganiseret arrangement iøvrigt. Det eneste der ikke var velorganiseret var sådan set min påklædning. Jeg var ikke forberedt på det kolde vejr, og min ellers glimrende regnjakke lå hjemme i Farum. Ergo måtte jeg bidrage med 1.200 NOK til Norges BNP ved at investere i en ellers glimrende dublet til min regnjakke derhjemme...

Ærmerne kan dog lynes af, og da regnen stilnede af da jeg skulle starte, valgte jeg at anvende jakken som vindvest istedet.

Ude på ruten gik det super. Mine mellemtider lå som forventet og da jeg havde taget fornuftige dæk (Nobby Nic) på cyklen, da kunne jeg køre på de stræk hvor mange (slickdæk) måtte stå af og trække. Især på nedadpartierne med sten under mudderet kunne jeg tage fra og avancere. Til gengæld var der nogle stygge opad partier hvor alle måtte af og trække, idet mudderet simpelthen var for voldsomt.

Rosinbakkerne tog jeg i stiv arm og derefter kom krisen... henover fjeldet ved Sjussøen var det simpelthen så svinekoldt at mit ene ben krampede til lige over knæet. Da jeg stod af for at strække det, tog bagsiden af låret fat med krampe. Så stod jeg dér og lignede en der havde lagt en kage etc. Men det gik over - sådan da - og jeg kunne noget forsinket fortsætte. Efter fjeldet kommer der nogle nedkørsler på asfalt. Her kan man virkelig få speed på drengen, men samtidig blev jeg atter kølet ned på benene. Krampe igen. Nu i begge lår lige over knæet. Så alle mine fine tider opad, blev sat til nedad. Jeg krampede mig igennem med betragteligt tidstab. Kom i mål i tiden 4:49:13, hvilket jo er langsommere end i 2008.

Til gengæld erfarede jeg efterfølgende at stort set alle var mellem 20 og 30 minutter langsommere end i 2008. Dette tilskrives vejrliget og forholdene på ruten.

Jeg må sige at det var mudret, men ikke værre end det kan være i en dansk skov om efteråret. For mit vedkommende var det påklædningen der simpelthen ikke var i orden. Jeg var ikke forberedt på den temperaturforskel fra Danmark til Norge. Det har jeg lært noget af til næste gang.

Efter løbet tog vi bus fra Lillehammer til Rena (2 timer) og derefter bil fra Rena til Oslo (3 timer). I Oslo skulle vi på Microbryggeriet og drikke øl (surprise!) men først et bad på Grand Hotel. Jeg drak øl 23:30. I seng igen ved 2 tiden og op næste morgen 06:30 for at køre tilbage til Danmark.

Forresten en lille kuriøsitet på vejen til Rena inden vi skulle cykle. Der ligger et bolleland. Normændene syntes selvfølgelig at jeg som dansker måtte derind. Hvordan kan det være at visse "ord" kendes udover landets grænser? Bollelandet er nu ret uskyldigt - og såmænd blot en bager der har specialiseret sig i at bage nogle gode boller og sælge disse i store kvanta.

Til Møn

Det er vinter og koldt udenfor. Derfor er det hårde odds når man gerne vil ud at fiske lidt havørred i ny og næ. Grundet den lave temperatur er ørreden et sløvt bæst og svær at få i tale. På denne årstid skal de søges i områder med lav saltholdighed.

Derfor valgte jeg at satse på en tur til Møn i sidste week-end. I min egenskab af kystturleder i Farum Lystfiskerforening havde jeg arrangeret en klubtur. Se mere om klubben på www.farumlf.dk.

Vi var 6 mand i 2 biler. Vi tog til et sædvanligvis godt spot på den østlige side af Møn. Stedet er godt fordi der er forholdsvis dybt med lavvandede områder ind imellem. De dybe områder er normalt lidt varmere og i de lavvandede kan solen varme lidt, således at mindre fødedyr bliver aktive. Det kan trække havørred...

Bare ikke til os denne gang.

Det var simpelthen det døde hav. Overalt. Vi pløjede 5 kilometer kyst uden at mærke det mindste. Talte med 4 andre fiskere som havde samme oplevelse.

Jeg må vente til det atter bliver varmere. DMI lover dog ikke dette på denne side af week-enden eller ugen derpå.

I må nøjes med et stemningsbillede denne gang.