Einfach genießen

Scene 1

Hotcup 2012 d. 25. april oppe ved Isterødvejen. Vi er kommet i mål efter veloverstået løb og står og småfryser. Gitte og jeg leger med tanken om at køre hjem, men de andre Hustlere siger at vi er nødt til at blive grundet de fine lodtrækningspræmier. Nuvel, den varme kaffe og kagen (fast indslag ved MTB løb – derfor man kører dem) hjalp på varmen og humøret.

Lodtrækningen går igang og der kommer ganske rigtigt mange fine præmier på bordet og podiet. Pludselig gjalder stævnespeakeren ”Nummer 185 – Gitte Jørgensen”. Gitte har vundet. 2. præmien, et ophold for 2 personer ved en bikepark i Østrig. Feeedest.

Det viste sig så at være 4 dage med halvpension ved Bikepark Leogang Link i Saalfelden i Østrig. Et område lidt nordvest for Zell Am See, mest kendt for sine formidable skipister i vintersæsonen. Men altså også med en Bikepark for MTB´ere.

Efter lidt mailkorrespondance frem og tilbage med en venlig herre på turistbureauet i Østrig, fik vi booket et ophold på hotel Riederalm i Leogang Link. Opholdet var med halvpension i 4 dage, guide og cykeludstyr. Der skulle således ikke mangle noget. Vi skulle så selv finde fra Farum til Leogang, men det var den mindste udfordring.

Scene 2

Hvordan kommer man lettest til Leogang? Hvad skal man tage med? Hvad med cyklerne? Hvad med vejret? Hunden? Børnene?

I princippet kan man selv køre fra Danmark til Østrig. Tager 10 – 12 timer. Vi valgte at bruge de sidste af mine bonuspoints fra SAS og bookede Kastrup – München og retur. En lejebil blev booket online hos Caro og en cykelkuffert blev hentet hos Klaus i Rødovre. Oveni den vi havde i forvejen kunne vi så nu have begge cykler med til Østrig. Hunden røg i kennel, Sophus til en kammerat og Laura fik lov til at passe huset (og holde fest – det gik fint).

Voldsomme arbejdsmængder i ugen op til afrejse – som sædvanligt – gjorde at vi stod aftenen inden afrejse og pakkede det sidste – som sædvanligt – udfra en rygmarvsfornemmelse for hvad vi skulle medbringe. Det skulle dog vise sig at lange bukser og regntøj ikke havde været nødvendigt at medbringe.

Fredag d. 15. stod vi så i Kastrup med 2 store cykelkufferter og en anseelig mængde bagage (tøj / udstyr til enhver tænkelig situation). Her kom bekymring nummer 1: ”I skal være opmærksomme på at det er et lille fly  og at cykelkufferten måske ikke kommer med… men I skal ikke være urolige” lød det fra gutten bag disken. What the f…! Ned for at cykle – men uden cykel eller hvad? Ikke være urolige? Nu havde jeg puls 220…

I gaten så vi at det var en MD81 – så lille fly og lille fly? Pulsen dalede lidt.

Vel ankommet til München kom cyklerne da også fint til Sperrgepäck efter 10 minutter (her kan Kastrup altså lære lidt om bagagetider) og vi kunne finde vores lejebil og køre til Erding, hvor vi havde booket et hotel for natten mellem fredag og lørdag. Erding er hjemstedet for den fineste Weissbier på jord. Det blev udnyttet til fulde.

Scene 3

”Leogang”, ”downhill”, ”Wahnsinn”! lød det fra bordet ved siden af os. Vi sad på en lille café i St. Johann in Tirol Link og overhørte samtalen mellem 4 lokale cyklister. Ups, var det ikke lige dér vi var på vej hen?

Efter at have indtaget et måltid på caféen – som i øvrigt havde en ejer der overraskede os ved at kunne tale et gebrokkent dansk (han afslørede dog sit sande landetilhørsforhold da han sagde ”Smaklig måltid”) – drog vi videre mod Leogang, fandt hotellet og checkede ind.

Scene 4

Hvad skal man cyklenår man som dansker kommer til Østrig – bjergrigt terræn – og bare er ivrig?

Vi havde vouchers til cykelleje og guide, men ville gerne checke stedet lidt ud først. Vores indledende idé var at leje downhill cykler og så bruge vores egne danskercykler til lidt singletrack og free-ride. Men efter en sondering af terrænet måtte vi dog revidere planen lidt. Downhill var simpelthen for vildt og freeride / singletracks var af en beskaffenhed som ville smadre os og cyklerne efter kort tid… Altså valgte vi i stedet at leje nogle free-ride cykler – som er lidt mere allround – og så køre en almindelig ”lige-ud” tur på vores egne cykler.

Denne ”lige-ud” tur blev lagt mod Saalbach og idéen var at tage lidt frokost i byen og så tage den op over et lille (!) bjerg bagefter og så tilbage mod Leogang.

På papiret / kortet en enkel sag. Men i virkeligheden… altså frokosten gik fint, men da stigningen begyndte kunne jeg konstatere at tyngdekraften var en belastning for Gitte – eller også var luften tynd – der blev hevet efter vejret og bandet en del fra den side (som mest var bag mig). Ikke videre befordrende for den ægteskabelige balance, men jeg trøstede med at der næppe – igen ifølge kortet – var så forfærdeligt langt til toppen. Nu er 8 kilometer med 15-22% altså bare lige lidt længere end 8 kilometer på lige vej. Samtidig bagte solen med 34 grader og ingen skygge. Dét trak tænder.

Når det går op skal det nødvendigvis også gå ned igen. Endvidere er vi stadig gift, så tilgivelsen er givet.

Scene 5

Ovenpå gårsdagens bjergridt havde vi booket en guide og aftalt at mødes med hende kl. 9:30. Vi havde fået udleveret freeride cykler, nogle Kona Stinky med full suspension og flade pedaler. Samtidig fullface hjelm og body-armour.

Vores guide hed Marion og efter de indledende høflighedsfraser ville hun se hvad vi kunne. 

Det var tydeligt at hun var skeptisk overfor om vi overhovedet kunne cykle (alder – nationalitet – kun XC erfaring etc.) og Marion tog os derfor med over til en parkeringsplads som hun plastrede til med kegler og stokke. Nu var det bare at bevise at vi trods alt kunne cykle og holde balancen. Det kunne vi, så efter en små 10 minutter var skepsis vendt til næsten beundring. Ihvertfald var vi nu klar til next step: Kinder Bike Bane.

Scene 6

Kinder Bike Banen indeholdt nogle hop. Det ene var vel 20 cm. og det næste 1 meter. Navnet Kinder Bike siger jo noget om at man simpelthen bare er nødt til at kunne. Det kan man også når man står og kigger på hvordan guiden gør det, men i samme øjeblik man selv placeres ovenpå cyklen og står på rampen, ja så kommer den psykiske blokade mellem øjnene. De 20 cm. ser pludselig ekstremt svære ud, for slet ikke at tale om det helt uoverstigelige 1 meter hop…

Men hvo intet vover. Vi satte fra og hoppede og hoppede og hoppede. På de 20 cm. forstås. Gik fint.

Så kom 1 meteren… Teknikken er enkel, sæt af med både for og bag, lav et lille ”hestespark” i pedalerne og svæv. Land og brems. Ikke noget med at aktivere bremsen mens man svæver. Når man står og ser det er nemt. Men igen: blokaden mellem øjnene når man står på rampen og kigger ned…

Jeg gjorde det. Kom fint igennem og var hooked med det samme.

Gitte gjorde det. Kom fint igennem – sådan da – for hop og svæv gik fint, men den dér irriterende finger der ville bremse i luften… Gitte røg på røven for nu at sige det på jævnt dansk. Men en erfaring (og et blåt mærke) rigere.

Efter Kinder Bike med hop (og fald) bekendtgjorde Marion at vi var klar til ”Anfänger” på freeride sporet Hangman Link.

Som sagt så gjort. Vi tog cyklerne med i bjergbanen op og steg af. Marion guidede os nedad, nedad og nedad. For nedad gik det. Nedad og hurtigt. Men sjovt. Man behøver slet ikke at pedallere. Det er bare at give los og følge sporet. Det vigtigste er balancen og bremseteknikken. Der skal stort set bremses på alle ligeud stykker og så følges med uden bremse i svingene. Der er forskel på at sidde i sadlen i en dansk skov, og så at stå op på flade pedaler flere kilometer nedad. Svingene tages også stående fordi de er bygget sådan at man skal helt op at ride på den øverste kant, have meget fart på og så bare følge med. Kroppen hælder så mellem 30 og 45 grader i selve svinget. Pedalerne vandret hele tiden. Dét skulle jeg arbejde på. Jeg ville gerne lægge pedalerne som jeg normalt ville gøre i et normalt sving, men det blev jeg straffet for med samme (tab af fart og balance). Det var kun på grusstykkerne at vi kunne køre med dansk svingteknik. Det med at bremse konstant og med samme effekt på begge bremser er også lidt uvant for en dansk MTB´er.

Men vi lærte meget. Vi syntes det var svært. Rigtigt svært.

Herefter talte Marion om frokost og at vi efter frokost godt kunne prøve en lidt sværere bane (!). Men vi måtte jo tro på at hun mente at niveauet ville være tilstede hos os.

Gitte valgte at droppe den lidt sværere bane indledningsvis, så det var kun Marion og jeg der tog gondolen op. Marion havde et førstehjælps-kit spændt på ryggen – hmmm….

Vi skulle nu prøve Flying Gangster. Igen freeride, men en væsentlig hurtigere bane og med mange sving og hop, berms etc. Teknikken var den samme som tidligere, blot tillagt at banen krydsede med nogle endnu brattere deciderede downhill stykker, så vi skulle vælge rigtigt spor hele tiden. Herudover gjaldt det om at undgå de indlagte hop på mellem 3 og 5 meter (markeret med tre pile og drop tekst – heldigvis!). Der er på alle baner – også denne – et såkaldt chicken-pass på de hop der er for bratte for nogle. Jeg benyttede chicken-pass muligheden flere steder…

Her er et upload fra YouTube fra Flying Gangster Link. 

Vi tog tre ture og jeg takkede Marion for god guidning.

Scene 7

Dagen efter – lidt øm i benene og armene – var vi klar på egen hånd. Gitte havde sat sig for også at prøve Flying Gangster med mig som guide. Det forpligter. Bortset fra en enkelt startvanskelighed – igen noget med mellem øjnene følelsen når man står på startrampen – gik det rigtigt fint.

Efter et par ture var Gitte mør og søgte tilbage til hotellets pool.

Jeg var imidlertid helt hooked på det og tog 8 ture på egen hånd. Egen hånd er måske for meget sagt, for der er hele tiden andre cyklister på sporet. Det gør at man føler sig tryg hvis man skulle vælte. Det gjorde jeg heldigvis ikke.

Scene 8

Hjemme igen. Sammenfatning: FEDT!

Det er fedt at køre freeride. Vi skal derned igen. Næste gang skal downhill også prøves. Måske også de endnu sværere tekniske passager (hop og Northshores).

Ulempe: Det bliver dyrt! MTB om sommeren og ski om vinteren. Måske man skulle finde sig en lukrativ avisrute?