Einfach genießen

Scene 1

Hotcup 2012 d. 25. april oppe ved Isterødvejen. Vi er kommet i mål efter veloverstået løb og står og småfryser. Gitte og jeg leger med tanken om at køre hjem, men de andre Hustlere siger at vi er nødt til at blive grundet de fine lodtrækningspræmier. Nuvel, den varme kaffe og kagen (fast indslag ved MTB løb – derfor man kører dem) hjalp på varmen og humøret.

Lodtrækningen går igang og der kommer ganske rigtigt mange fine præmier på bordet og podiet. Pludselig gjalder stævnespeakeren ”Nummer 185 – Gitte Jørgensen”. Gitte har vundet. 2. præmien, et ophold for 2 personer ved en bikepark i Østrig. Feeedest.

Det viste sig så at være 4 dage med halvpension ved Bikepark Leogang Link i Saalfelden i Østrig. Et område lidt nordvest for Zell Am See, mest kendt for sine formidable skipister i vintersæsonen. Men altså også med en Bikepark for MTB´ere.

Efter lidt mailkorrespondance frem og tilbage med en venlig herre på turistbureauet i Østrig, fik vi booket et ophold på hotel Riederalm i Leogang Link. Opholdet var med halvpension i 4 dage, guide og cykeludstyr. Der skulle således ikke mangle noget. Vi skulle så selv finde fra Farum til Leogang, men det var den mindste udfordring.

Scene 2

Hvordan kommer man lettest til Leogang? Hvad skal man tage med? Hvad med cyklerne? Hvad med vejret? Hunden? Børnene?

I princippet kan man selv køre fra Danmark til Østrig. Tager 10 – 12 timer. Vi valgte at bruge de sidste af mine bonuspoints fra SAS og bookede Kastrup – München og retur. En lejebil blev booket online hos Caro og en cykelkuffert blev hentet hos Klaus i Rødovre. Oveni den vi havde i forvejen kunne vi så nu have begge cykler med til Østrig. Hunden røg i kennel, Sophus til en kammerat og Laura fik lov til at passe huset (og holde fest – det gik fint).

Voldsomme arbejdsmængder i ugen op til afrejse – som sædvanligt – gjorde at vi stod aftenen inden afrejse og pakkede det sidste – som sædvanligt – udfra en rygmarvsfornemmelse for hvad vi skulle medbringe. Det skulle dog vise sig at lange bukser og regntøj ikke havde været nødvendigt at medbringe.

Fredag d. 15. stod vi så i Kastrup med 2 store cykelkufferter og en anseelig mængde bagage (tøj / udstyr til enhver tænkelig situation). Her kom bekymring nummer 1: ”I skal være opmærksomme på at det er et lille fly  og at cykelkufferten måske ikke kommer med… men I skal ikke være urolige” lød det fra gutten bag disken. What the f…! Ned for at cykle – men uden cykel eller hvad? Ikke være urolige? Nu havde jeg puls 220…

I gaten så vi at det var en MD81 – så lille fly og lille fly? Pulsen dalede lidt.

Vel ankommet til München kom cyklerne da også fint til Sperrgepäck efter 10 minutter (her kan Kastrup altså lære lidt om bagagetider) og vi kunne finde vores lejebil og køre til Erding, hvor vi havde booket et hotel for natten mellem fredag og lørdag. Erding er hjemstedet for den fineste Weissbier på jord. Det blev udnyttet til fulde.

Scene 3

”Leogang”, ”downhill”, ”Wahnsinn”! lød det fra bordet ved siden af os. Vi sad på en lille café i St. Johann in Tirol Link og overhørte samtalen mellem 4 lokale cyklister. Ups, var det ikke lige dér vi var på vej hen?

Efter at have indtaget et måltid på caféen – som i øvrigt havde en ejer der overraskede os ved at kunne tale et gebrokkent dansk (han afslørede dog sit sande landetilhørsforhold da han sagde ”Smaklig måltid”) – drog vi videre mod Leogang, fandt hotellet og checkede ind.

Scene 4

Hvad skal man cyklenår man som dansker kommer til Østrig – bjergrigt terræn – og bare er ivrig?

Vi havde vouchers til cykelleje og guide, men ville gerne checke stedet lidt ud først. Vores indledende idé var at leje downhill cykler og så bruge vores egne danskercykler til lidt singletrack og free-ride. Men efter en sondering af terrænet måtte vi dog revidere planen lidt. Downhill var simpelthen for vildt og freeride / singletracks var af en beskaffenhed som ville smadre os og cyklerne efter kort tid… Altså valgte vi i stedet at leje nogle free-ride cykler – som er lidt mere allround – og så køre en almindelig ”lige-ud” tur på vores egne cykler.

Denne ”lige-ud” tur blev lagt mod Saalbach og idéen var at tage lidt frokost i byen og så tage den op over et lille (!) bjerg bagefter og så tilbage mod Leogang.

På papiret / kortet en enkel sag. Men i virkeligheden… altså frokosten gik fint, men da stigningen begyndte kunne jeg konstatere at tyngdekraften var en belastning for Gitte – eller også var luften tynd – der blev hevet efter vejret og bandet en del fra den side (som mest var bag mig). Ikke videre befordrende for den ægteskabelige balance, men jeg trøstede med at der næppe – igen ifølge kortet – var så forfærdeligt langt til toppen. Nu er 8 kilometer med 15-22% altså bare lige lidt længere end 8 kilometer på lige vej. Samtidig bagte solen med 34 grader og ingen skygge. Dét trak tænder.

Når det går op skal det nødvendigvis også gå ned igen. Endvidere er vi stadig gift, så tilgivelsen er givet.

Scene 5

Ovenpå gårsdagens bjergridt havde vi booket en guide og aftalt at mødes med hende kl. 9:30. Vi havde fået udleveret freeride cykler, nogle Kona Stinky med full suspension og flade pedaler. Samtidig fullface hjelm og body-armour.

Vores guide hed Marion og efter de indledende høflighedsfraser ville hun se hvad vi kunne. 

Det var tydeligt at hun var skeptisk overfor om vi overhovedet kunne cykle (alder – nationalitet – kun XC erfaring etc.) og Marion tog os derfor med over til en parkeringsplads som hun plastrede til med kegler og stokke. Nu var det bare at bevise at vi trods alt kunne cykle og holde balancen. Det kunne vi, så efter en små 10 minutter var skepsis vendt til næsten beundring. Ihvertfald var vi nu klar til next step: Kinder Bike Bane.

Scene 6

Kinder Bike Banen indeholdt nogle hop. Det ene var vel 20 cm. og det næste 1 meter. Navnet Kinder Bike siger jo noget om at man simpelthen bare er nødt til at kunne. Det kan man også når man står og kigger på hvordan guiden gør det, men i samme øjeblik man selv placeres ovenpå cyklen og står på rampen, ja så kommer den psykiske blokade mellem øjnene. De 20 cm. ser pludselig ekstremt svære ud, for slet ikke at tale om det helt uoverstigelige 1 meter hop…

Men hvo intet vover. Vi satte fra og hoppede og hoppede og hoppede. På de 20 cm. forstås. Gik fint.

Så kom 1 meteren… Teknikken er enkel, sæt af med både for og bag, lav et lille ”hestespark” i pedalerne og svæv. Land og brems. Ikke noget med at aktivere bremsen mens man svæver. Når man står og ser det er nemt. Men igen: blokaden mellem øjnene når man står på rampen og kigger ned…

Jeg gjorde det. Kom fint igennem og var hooked med det samme.

Gitte gjorde det. Kom fint igennem – sådan da – for hop og svæv gik fint, men den dér irriterende finger der ville bremse i luften… Gitte røg på røven for nu at sige det på jævnt dansk. Men en erfaring (og et blåt mærke) rigere.

Efter Kinder Bike med hop (og fald) bekendtgjorde Marion at vi var klar til ”Anfänger” på freeride sporet Hangman Link.

Som sagt så gjort. Vi tog cyklerne med i bjergbanen op og steg af. Marion guidede os nedad, nedad og nedad. For nedad gik det. Nedad og hurtigt. Men sjovt. Man behøver slet ikke at pedallere. Det er bare at give los og følge sporet. Det vigtigste er balancen og bremseteknikken. Der skal stort set bremses på alle ligeud stykker og så følges med uden bremse i svingene. Der er forskel på at sidde i sadlen i en dansk skov, og så at stå op på flade pedaler flere kilometer nedad. Svingene tages også stående fordi de er bygget sådan at man skal helt op at ride på den øverste kant, have meget fart på og så bare følge med. Kroppen hælder så mellem 30 og 45 grader i selve svinget. Pedalerne vandret hele tiden. Dét skulle jeg arbejde på. Jeg ville gerne lægge pedalerne som jeg normalt ville gøre i et normalt sving, men det blev jeg straffet for med samme (tab af fart og balance). Det var kun på grusstykkerne at vi kunne køre med dansk svingteknik. Det med at bremse konstant og med samme effekt på begge bremser er også lidt uvant for en dansk MTB´er.

Men vi lærte meget. Vi syntes det var svært. Rigtigt svært.

Herefter talte Marion om frokost og at vi efter frokost godt kunne prøve en lidt sværere bane (!). Men vi måtte jo tro på at hun mente at niveauet ville være tilstede hos os.

Gitte valgte at droppe den lidt sværere bane indledningsvis, så det var kun Marion og jeg der tog gondolen op. Marion havde et førstehjælps-kit spændt på ryggen – hmmm….

Vi skulle nu prøve Flying Gangster. Igen freeride, men en væsentlig hurtigere bane og med mange sving og hop, berms etc. Teknikken var den samme som tidligere, blot tillagt at banen krydsede med nogle endnu brattere deciderede downhill stykker, så vi skulle vælge rigtigt spor hele tiden. Herudover gjaldt det om at undgå de indlagte hop på mellem 3 og 5 meter (markeret med tre pile og drop tekst – heldigvis!). Der er på alle baner – også denne – et såkaldt chicken-pass på de hop der er for bratte for nogle. Jeg benyttede chicken-pass muligheden flere steder…

Her er et upload fra YouTube fra Flying Gangster Link. 

Vi tog tre ture og jeg takkede Marion for god guidning.

Scene 7

Dagen efter – lidt øm i benene og armene – var vi klar på egen hånd. Gitte havde sat sig for også at prøve Flying Gangster med mig som guide. Det forpligter. Bortset fra en enkelt startvanskelighed – igen noget med mellem øjnene følelsen når man står på startrampen – gik det rigtigt fint.

Efter et par ture var Gitte mør og søgte tilbage til hotellets pool.

Jeg var imidlertid helt hooked på det og tog 8 ture på egen hånd. Egen hånd er måske for meget sagt, for der er hele tiden andre cyklister på sporet. Det gør at man føler sig tryg hvis man skulle vælte. Det gjorde jeg heldigvis ikke.

Scene 8

Hjemme igen. Sammenfatning: FEDT!

Det er fedt at køre freeride. Vi skal derned igen. Næste gang skal downhill også prøves. Måske også de endnu sværere tekniske passager (hop og Northshores).

Ulempe: Det bliver dyrt! MTB om sommeren og ski om vinteren. Måske man skulle finde sig en lukrativ avisrute?

Oplevelser fra Grenserittet Strömstad – Halden, august 2011

Da jeg tidligere har været facilitator for MTB træning i klubregi i Furesø Cykelmotion / Team Webcreative i efteråret 2010 / foråret 2011, er det vel på sin plads at fortælle lidt om et rendyrket MTB løb under ”eksotiske” himmelstrøg.

Historien er at jeg arbejder sammen med nogle nordmænd der er lige så gale cyklister som undertegnede. Vi har i årene 2008 – 2010 deltaget i et norsk MTB løb som hedder Birkebeinerrittet og som foregår i fjeldet nord for Oslo, nærmere bestemt Rena. Sidste år – altså 2010 – var dog en så våd og kold omgang med regn og slud, at vi besluttede os for at prøve kræfter med Grenserittet i 2011 istedet for Birkebeineren. Grenserittet foregår fra Strömstad i Sverige henover grænsen til Halden i Norge. Heraf navnet. Væsentligst er at det ikke går over fjeld, og dermed er temperaturen normalt bedre. Højdemetermæssigt er det for en dansker dog absolut alligevel noget af en mundfuld.

Således aftalt så også gjort, og for formedelst 800 NOK (!) modtog jeg tidligere på året en bekræftelse på deltagelse i Grenserittet, hvorefter jeg ”glemte” alt om MTB og helligede mig træning på raceren i stedet (mest fordi jeg i uge 33 skal cykle på racer til Paris, men det er en anden historie).

Pludselig oprandt så dagen hvor jeg hastigt måtte klargøre min cykel, herunder i 11´te time købe nye og ikke-møre dæk, pakke bilen og sætte kursen nordpå til Halden, hvor min norske kollega havde booket os ind på et vandrehjem på byens fæstning. Selve løbet var lørdag d. 6. august og jeg ankom sent aftenen inden, blev checket ind og fik startnumre m.v.

MTB løb i Norge er inddelt i puljer efter en lokal seedningsprocedure. Som dansker – og totalt uvidende – var jeg blevet sat i pulje 24 med start kl. 10:50. Min kollega OIe Anders havde fået pulje 4 med start kl. 8:10. Jo lavere pulje, desto stærkere ryttere (fordi tider i andre løb danner basis for seedningen). Jeg prøvede så ved indcheckningen at spille lidt på mit danske islæt og fakede en tid fra et tidligere løb (Birkebeineren) hvorefter jeg blev rykket op i pulje 8 og – med vanlig norsk akkuratesse – blokket 100 NOK for de 15 sekunders arbejde dét tog…

Men pulje 8 var unægtelig en noget bedre pulje end 24. Samtidig VÆLTEDE det ned med vand fra oven, så sporet ville nok næppe være bedre desto flere puljer á 200 personer der kørte det ned. Så jeg var egentlig godt tilfreds.

Næste overraskelse var den utrolige grej fetish der blev lagt for dagen. På dét punkt minder MTB meget om racerløb for motionister som os… Fine carbonrammer, nogle spritnye, 29”, fully, 120 vandring etc. Min efterhånden noget bedagede CUBE aluramme med patina af dansk skovbund fra februar vakte lidt opsigt. Men så var man da lagt mærke til. Jeg valgte dog at vaske den for at støve psyken lidt af.

Vi fik noget pasta og gik til køjs. Som sædvanligt før løb kunne jeg ikke sove og skulle op for at p…. ustandseligt. Næste morgen klokken meget tidligt fik vi noget morgenmad og kørte i min bil fra Halden til Strömstad i Sverige, hvor starten skulle gå.

Vi fik parkeret bilen og pakket ud, kom i sadlen og varmede op. Vejret var fint, dvs. ingen regn fra oven, men der lå et godt vådt lag vand på vejene. Ole Anders kørte til start før mig og lige pludselig var det også min tur. Starten foregik fra Kärleksudden i Strömstad og herfra til fods med cyklen til centrum. Herfra var der mastervogn til en rullende start efter 2 kilometer.

Herefter var det fuld gas på MTB på en forholdsvis bred asfalteret vej (!) nogle kilometer. Dernæst kom vi til lidt terræn som blot betød grusvej istedet for asfalt. Hele tiden var tempoet voldsomt forceret, og det gjaldt jo om at hænge på. Jeg tænkte at jeg næppe kunne holde et snit på 38-40 i ret lang tid og spejdede efter lidt mere ”terræn”. Det kom så i form af en modbydelig lille satan af en bakke der gik noget nær lodret. Teknikken er så at sætte sig yderst på sadlen og så bare jokke til. Men det var ligesom ikke muligt, da alle andre hoppede af cyklen og begyndte at gå… Der er altså kulturelle forskelle også på MTB kørsel i forskellige lande. Men skik følge eller land fly, så jeg gik også – og havde ligesom heller ikke andre muligheder.

Det med at gå gentog sig så hver gang der kom en relativt stejl stigning, så jeg tilpassede mig lidt, men forsøgte også at cykle opad, og generelt kunne jeg tage en del tid på stigningerne. Men den tid satte jeg så til igen på nedkørslerne. Forklaring: mit danske dæksetup med NN / RR i 2.25 og halvflad pumpning er IKKE velegnet til 60 KM/T nedad. Eller også er jeg bare en kylling når dækkene wobler under mig.

Løbet var generelt ikke vanskeligt rent teknisk – udover altså nedkørslerne for mit vedkommende – og foregik på en blanding af asfalt, grus og større skovstier. På intet tidspunkt decideret single track. Min force lå mest på de stykker hvor det gik opad og på de større skovstier, hvor de øvrige ryttere gerne lå på række modsat vandpytterne, ja da kunne man nemt overhale og vinde tid.

Med ikke færre end 3 depoter undervejs var der ingen fare for at gå sukkerkold og uddelingen af vand og bananer foregik i farten, dvs. ingen unødige stop.

Der blev råbt lidt af mig undervejs fordi jeg tog et par hårde føringer, men omvendt råbte de jo ikke tilbage om at de lå på hjul, såeh… Jeg lod som om jeg ikke kunne norsk. Jeg er selv hundeangst for at ligge på hjul på MTB, da risikoen for styrt er latent hele tiden.

Pludselig efter lidt over 80 km var jeg i mål i tiden 3:14:43. Jeg havde en ambition om at komme under 3:30, så det var egentlig ok. Det rakte til en samlet placering blandt de 15% bedste og indfrielse af et såkaldt mærkekrav, SAMT en mulighed for en endnu bedre pulje til næste år J

Blandt danskerne sluttede jeg som nummer 4, men det skyldes nok mest at der ikke er så mange deltagere fra Danmark.

Samlet indtryk fra løbet er godt. Det er et helt anderledes løb end tilsvarende MTB i Danmark, men det er også andre præmisser med terræn og tradition m.v. Nordmændene er super til at arrangere og der er taget hånd om ALT. Man betaler så også for ALT. Det er ikke billigt, og tillagt diesel og overnatning kunne jeg næsten være nået til Mallorca for samme beløb. Men så er det prøvet og jeg vil ikke afvise at jeg vil forsøge igen en anden gang. Vil gerne under 3 timer. Vinderen var endnu hurtigere naturligvis, men også yngre (naturligvis).

Min kollega Ole Anders styrtede desværre, men slap med knubs og en ødelagt bagskifter. Han måtte udgå af løbet, så vi fik ikke en helt fair afgørelse af håneret m.v.

En ny plads testet

Der er lidt tid imellem mine indlæg. Nok mest fordi jeg skal være i stødet og have noget relevant at skrive (om). På det seneste har arbejdet krævet en stor indsats rent tidsmæssigt, da jeg har travlt. Det er selvfølgelig rart i disse krisetider, men omvendt behøves også lidt afkobling fra tid til anden, sådan at den mentale balance kan opretholdes.

I søndags bidrog en fluetur til opretholdelsen af den mentale balance.

Jeg deltog på et fluebindekursus i FFFD regi for nogle uger siden. Det var Kent Bille der var instruktør, og kurset foregik såmænd i mit "eget" klubhus hos Farum LF. Kent viste os bl.a. en lille rejeflue bundet på isbjørn. Ifølge Kent et sikkert hit til efterårsørred. Nu kendte den havørred jeg så fik, heldigvis ikke kalendermåneden og årstider. Ihvertfald er den lille rejeflue ganske glimrende til blanke overspringere i marts måned... 3,5 kilo og flue str. 8.

A Wish came through...

Jeg rundede et halvskarpt hjørne sidste lørdag. I den forbindelse havde min kære hustru lagt hovedet i blød omkring gavegivning, for hvad giver man manden der har alt (og som selv ønsker at købe det han mangler)?

Ved en tidligere lejlighed har jeg haft lejlighed til at pille ved et spændende fluehjul fra Island. En tekniker fra Gittes arbejde har hjulpet med levering og opstilling af en CNC maskine på Island. Denne CNC skulle blandt andet dreje aluminium og titan til brug for fluehjul. Teknikeren fik et hjul med hjem - en prototype - som jeg så fik lov til at savle over. Gitte kontaktede derfor atter teknikeren og fremskaffede den reelle produktionsudgave fra producenten på Island. Mod behørig betaling naturligvis.

Jeg fik dette fluehjul i fødselsdagsgave d. 10. Et hjul af mærket Wish fra Einarsson på Island. Modellen er Wish 7-plus. På papiret en idéel model til kystfiskeri i Danmark med liner #7/8.

En dejlig gave som jeg er meget glad for.

Fra de øvrige gæster modtog jeg fine gaver og en del penge. Pengene med klausulen "til gave efter eget ønske". Hvad er da mere naturligt end at give et nyt hjul en ny fluekæp? Jeg har ikke været helt tilfreds med min Scierra i hård vind på kysten, så jeg har et stykke tid overvejet at finde en anden stang til netop dette formål. En lidt hurtigere stang end Scierraen, men ikke så hurtig som f.eks. en Sage.

Jeg drog til Tackleshop her i Farum og talte med Ole. Han savlede også over hjulet og vi fandt en line der kunne passe, samt en ny stang. Valget blev en Guideline LPXe 9´ #7 samt en Guideline Coastal WF i samme klasse. Denne line udmærker sig ved at være intermediate med svagt synkende spids. Det er en god kombination her om efteråret / vinteren, hvor der dels ofte er rigeligt med vind, dels ofte er riflet overflade på vandet. En intermediate vil da ligge lige under bølgerne, samtidig med at synkespidsen sender fluen helt ned i hovedet på en ørred på lur.

Jeg var ude igår sammen med Niels. Jeg fangede en fin lille målsørred, der efter test af hjulets bremse og stangens fighteregenskaber, atter fik friheden med ønske om gensyn senere på sæsonen. Det var på en favoritplads på Vestsjælland. Fluen var en lille hvid mysis. Sikker medicin på denne plads og denne årstid.

Fly Fisher Federation Denmark

Havde en lille fisketur i FFFD regi til en ikke så kendt plads på Sjælland. Lagde ud i strålende solskin og havblik - forhold der normalt betyder "vanskeligt" fiskeri efter havørred.

Imidlertid spottede vi fisk allerede da vi stod ved bilerne for at klæde om, så dagen begyndte da godt i den henseende.

Fiskene var dog ikke i bidehumør. De fulgte fluen og stødte til den, men hugge ville de ikke.

Nu går jeg ret så konsekvent med små mysisfluer på denne årstid. De er enkle at binde og normalt gode til at trigge et hug fra ørred.

Dette skete da også efter at vinden var frisket betragteligt op. Der må gerne være bølger der brækker når jeg fisker, for så kan jeg fornemme at ørrederne er mindre sky.

Fornemmelsen var rigtig. Fisk til undertegnede og Lars (til højre). Dejligt.

Birkebeineren - igen...

Det er lang tid siden at jeg sidst har haft tid til at skrive på min blog, men set i lyset af at jeg atter har gennemført et Birkebeinerritt i Norge, da synes jeg at det må være på tide med endnu et indlæg.

Forberedelsen til 2009 udgaven af Birkebeineren startede sådan set allerede nogle timer efter at 2008 udgaven var vel overstået. Til dels som led i væddemål og moderat gruppepres fra mine norske kollegaer.

Så henover sommeren har jeg trænet omkring et par tusinde kilometer i skov og på landevej. Det kunne være blevet til mere, men tiden har ikke været til det. Til alt held har jeg fundet en træningsmakker på raceren, nemlig Bjarne som jeg iøvrigt kender fra Farum LF. Det er rart at blive "mindet om" at det er tid til at cykle. På MTB´en er det blevet til ture med selskab af fruen eller alene. Mine ture har primært ligget i skovene omkring Farum Sø og Værløse, samt på det røde spor i Hareskoven.

Birkebeineren 2009 startede hjemmefra (i bil) i strålende vejr og 26 grader. Da jeg nåede Norge og talte med mine partnere deroppe, kunne jeg konstatere et truende indslag af polarvind og regn på fjeldet ved Rena (hvorfra vi skulle starte).

Logistik setup var der ikke meget af: vi skulle fra Oslo til Trysil (i bil - cyklerne på taget i regnvejr), hvor vi overnattede næsten alene på det fine Radisson SAS hotel. Super mad og gode rum. Imidlertid bliver jeg altid 110% stresset når jeg skal cykle løb, så jeg endte med at få en noget middelmådig nattesøvn. På hotellet var de så venlige at lade os stille cyklerne i bagageopbevaringsrummet. Vi var ikke de eneste. Faktisk var der en del danskere (Rivette cykler). Vores kæder var allerede godt våde, så de fik en præventiv gang "Ultra Wet Resistant" olie.

Fra Trysil gik turen (i bil - cyklerne igen på taget) i p....hamrende regnvejr og cirka 7 grader plus til Rena kl. 05:30 om morgenen. Ole Anders skulle starte i en pulje kl. 8, mens Fredrik og jeg havde starttider henholdsvis 10:15 og 10:50.

Vi parkerede i Rena og begav os ud i mængden af cyklister, biler, kontrollanter og godtfolk iøvrigt. Stort og interessant show i sig selv. Jeg kan referere fra NRK´s undersøgelse: cirka 50% af cyklerne i dette løb koster over 25.000 NOK. Målgruppen er hovedsageligt mænd i alderen 35 - 55 år med en indtægt over 500.000 NOK om året. Således beriget med nyttig information kan man selv danne sig et indtryk af omfanget af arrangementet og Norges BNP.

Det er et utroligt velorganiseret arrangement iøvrigt. Det eneste der ikke var velorganiseret var sådan set min påklædning. Jeg var ikke forberedt på det kolde vejr, og min ellers glimrende regnjakke lå hjemme i Farum. Ergo måtte jeg bidrage med 1.200 NOK til Norges BNP ved at investere i en ellers glimrende dublet til min regnjakke derhjemme...

Ærmerne kan dog lynes af, og da regnen stilnede af da jeg skulle starte, valgte jeg at anvende jakken som vindvest istedet.

Ude på ruten gik det super. Mine mellemtider lå som forventet og da jeg havde taget fornuftige dæk (Nobby Nic) på cyklen, da kunne jeg køre på de stræk hvor mange (slickdæk) måtte stå af og trække. Især på nedadpartierne med sten under mudderet kunne jeg tage fra og avancere. Til gengæld var der nogle stygge opad partier hvor alle måtte af og trække, idet mudderet simpelthen var for voldsomt.

Rosinbakkerne tog jeg i stiv arm og derefter kom krisen... henover fjeldet ved Sjussøen var det simpelthen så svinekoldt at mit ene ben krampede til lige over knæet. Da jeg stod af for at strække det, tog bagsiden af låret fat med krampe. Så stod jeg dér og lignede en der havde lagt en kage etc. Men det gik over - sådan da - og jeg kunne noget forsinket fortsætte. Efter fjeldet kommer der nogle nedkørsler på asfalt. Her kan man virkelig få speed på drengen, men samtidig blev jeg atter kølet ned på benene. Krampe igen. Nu i begge lår lige over knæet. Så alle mine fine tider opad, blev sat til nedad. Jeg krampede mig igennem med betragteligt tidstab. Kom i mål i tiden 4:49:13, hvilket jo er langsommere end i 2008.

Til gengæld erfarede jeg efterfølgende at stort set alle var mellem 20 og 30 minutter langsommere end i 2008. Dette tilskrives vejrliget og forholdene på ruten.

Jeg må sige at det var mudret, men ikke værre end det kan være i en dansk skov om efteråret. For mit vedkommende var det påklædningen der simpelthen ikke var i orden. Jeg var ikke forberedt på den temperaturforskel fra Danmark til Norge. Det har jeg lært noget af til næste gang.

Efter løbet tog vi bus fra Lillehammer til Rena (2 timer) og derefter bil fra Rena til Oslo (3 timer). I Oslo skulle vi på Microbryggeriet og drikke øl (surprise!) men først et bad på Grand Hotel. Jeg drak øl 23:30. I seng igen ved 2 tiden og op næste morgen 06:30 for at køre tilbage til Danmark.

Forresten en lille kuriøsitet på vejen til Rena inden vi skulle cykle. Der ligger et bolleland. Normændene syntes selvfølgelig at jeg som dansker måtte derind. Hvordan kan det være at visse "ord" kendes udover landets grænser? Bollelandet er nu ret uskyldigt - og såmænd blot en bager der har specialiseret sig i at bage nogle gode boller og sælge disse i store kvanta.

Til Møn

Det er vinter og koldt udenfor. Derfor er det hårde odds når man gerne vil ud at fiske lidt havørred i ny og næ. Grundet den lave temperatur er ørreden et sløvt bæst og svær at få i tale. På denne årstid skal de søges i områder med lav saltholdighed.

Derfor valgte jeg at satse på en tur til Møn i sidste week-end. I min egenskab af kystturleder i Farum Lystfiskerforening havde jeg arrangeret en klubtur. Se mere om klubben på www.farumlf.dk.

Vi var 6 mand i 2 biler. Vi tog til et sædvanligvis godt spot på den østlige side af Møn. Stedet er godt fordi der er forholdsvis dybt med lavvandede områder ind imellem. De dybe områder er normalt lidt varmere og i de lavvandede kan solen varme lidt, således at mindre fødedyr bliver aktive. Det kan trække havørred...

Bare ikke til os denne gang.

Det var simpelthen det døde hav. Overalt. Vi pløjede 5 kilometer kyst uden at mærke det mindste. Talte med 4 andre fiskere som havde samme oplevelse.

Jeg må vente til det atter bliver varmere. DMI lover dog ikke dette på denne side af week-enden eller ugen derpå.

I må nøjes med et stemningsbillede denne gang.